onsdag den 5. oktober 2011

Hvor svært kan det være ?

Jeg var i et "kollektiv" med psykiske syge mennekser, de fleste havde dianogsen skizofreni.

Det kan da ikke være så svært, tænkte jeg, men som det ofte går blev jeg klogere. Jeg var ude at handle med en borger, lad os kalde ham "Lille-Per".
Vi finder vare på hylderne og alt er fryd og gammen, men da vi skal pakke varene i kasser, spørger jeg;" er du er dagens stærke mand, og lige bærer varene ud til bilen ?"
"Lille-Per" svare ikke på spørgsmålet, jeg tænker for nu, ikke mere over det.
Efter en lille uge kommer "Lille-Per" og fortæller mig, at han havde tænkt over det, og han troede ikke, at han var den stærkeste mand den dag, vi var ude at handle.
Jeg kunne ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet, tænkt sig, en måske meget logisk bemærkning for mig, var så ukonkret og tanke vækkende for "Lille-Per". Siden den dag har jeg tænkt mere over ordvalget, og kommunikation har fået min opmærksomhed.

tirsdag den 4. oktober 2011

En pædagogisk fortælling fra det virkelige liv


Der findes en masse fordomme om de forskellige faggrupper, og bestemt også indbyrdes. Betty blev uddannede som Sosu assistent i 2005, og blev derefter ansat i et privatvikar bureau. Der arbejde hun i 2 ½ år. Betty mødte ansatte som var passioneret omkring deres arbejde, de havde deres hjerte (og hjerne) med i arbejdet, de mødte deres beboere med en glæde, og ikke som en sur pligt, der skulle overstås på kortest tid.


Hun så sig selv som passioneret, hun VILLE virkelig godt det her job, modsætning til nogle (heldigvis en meget lille del) af de uengageret personaler hun mødte, som var der pga. "tvang" via aktivering, job prøvning, kom i gang igen osv. Men samtidige havde hun et ekstremt naturalistisk menneskesyn. Betty havde to koloner oppe i hovedet over ting hun gjorde, og så ting hun ikke gjorde. Dvs. Betty så ikke mennesket som en helhed. Hvis hun havde et stykke papir, der stod at hun skulle tage Fru Olsens støttestrømper af eller skifte forbindingen på et sår, så var det den gængse ordre hun fokuseret på, og ikke meget andet, for tiden og manglende bagrund kendskab var ikke til andet.


Efter et par år med utallige plejehjem og hjemmeplejer bag hende, blev hun sendt på et specialpædagogisk bo- og aktivitetstilbud for voksne med betydelig og varigt nedsat fysisk og psykisk funktionsevne.


Hun syntes det var noget rod. For hende så det ud til at de "flagrede" rundt med deres usynlige lilla bleer på hovedet og lutter af overbærende smil klistret på ansigtet. Hygiejnen flød; de tog ikke deres brugte hansker af, hvis de skulle give en besked til en ude på gangen, den nedre hygiejne blev ikke gjort korrekt (de brugte IKKE snip metodenJ )bleer blev vendt forkert osv.


En dag mødte hun ind til en aftenvagt, beboerne havde lige fået eftermiddags kaffe, og til hendes skræk så hun, at en af pædagogerne SAD på en af beboernes skød, imens de holdte omkring hinanden, pædagogen kilede ham også. Det var helt bestemt kolonnen over ting, hun ikke gjorde, og det var heller ikke noget hun billigede. Men så, så hun beborens ansigt, og den dag i dag, kan hun lige så tydeligt se ham for hende; han havde det største grin på, som tydelig vidste hans manglende tænder, snottet løb og tårerne trillede. Men det, der står skrappest i Bettys erindring var hans øjne; de strålede som små sole og han var fuldstændig lykkelig i det øjeblik. Hun begyndte også at skraldgrine, og det smittede til de andre beboer, og til sidst var alle ved at få kaffen galt i halsen af grin.


Dette står for Betty som det øjeblik, hvor det første frø blev lagt til et karrieskift og en personlig udvikling gik i gang. Og i dag tænker hun tilbage på denne pædagog som et forbillede for hende; for hun kunne finde ud af, at hvile i nuet, hun havde en ligeværdig relation med beboerne, at kunne mestrer at møde beboeren på det niveau han nu var på, forståelse for situationen. Og så var hun også så dejlig selvuhøjtidelig.