Fortællingen
Det var en varm og solrig eftermiddag, og Wilbur var på vej ud for at besøge en institution hvor han måske skulle tilbringe de næste år af hans liv. Wilbur var spændt på at se hvad det var for et sted han kom hen til, men samtidigt var han meget skeptisk, for han brød sig ikke om institutioner. Da Wilbur kommer til institutionen som hedder kollektivet, begynder hans hjerte at banke hurtigere. Han kommer ind i en baggård, og selvom stedet ligger inde midt i Randers, så var der stille og roligt. Det var en hyggelig baggård med træer, plante, bænke og grill. Wilbur syntes at stedet her opfordrede til en masse hygge og der var dejlig roligt. Wilbur blev taget imod i døren af en af pædagogerne på stedet, og vist ind i deres opholdsrum.
Wilbur syntes at rummet var rigtig hjemmeligt, og overhovedet ikke ”intuitionsagtigt”. Der var et åbent køkkenmiljø, så selvom man sad i fat Boy ‘en og spillede playstation eller så fjernsyn, kunne man stadig følge med i hvad der foregik i køkkenet. Kollektivet, kunne tilbyde STU-forløb og støtte til gøremål som f.eks. rengøring, indkøb eller tøjvask. Der var fælles spisning hver dag, hvor man skulle lave mad på skift. Wilbur synes det lød spændende, men alligevel kunne han ikke lade være med at tænke på, om pædagogerne ville bestemme over ham, eller om han selv måtte bestemme. Kollektivet havde 6 beboer, de havde hver deres værelse. Stue og køkkenet var fællesrum, som alle kan bruge som de lystede.
Drengen Wilbur gik en tur alene gennem den mørke skov, mens han funderede over hvorfor der var så meget hvid støj i hans hoved... han følte sig nedtrykt og misforstået... hvorfor kunne han dog ikke finde den forbandet lysning alle sagde der fandtes…
På hans ensomme tur i den mørke skov, mødte han en gammel ulv der sad på en sten, og kiggede ud i horisonten...
Wilbur og pædagogen, som hed Lone sætter sig ned ved spisebordet i opholdsrummet. Lone fortæller Wilbur at her på stedet, kan de unge få støtte til daglige gøremål og vejledning i forhold til økonomi og uddannelse. Lone præsentere en kontrakt for Wilbur, som indeholder en aftale mellem kollektivet og Wilbur, det er nu Wilbur skal beslutte om han har lyst til at skrive under på, at følge kollektivets regler.
Lone fortæller at reglerne er, at man skal være stoffri når man flytter ind, og at man skal spise med til fællesspisning samt have en madlavnings dage. Wilbur tænker, at det er meget godt, men selvom Lone fortæller at de tror på den unge, og at den unge skal have lov at bestemme selv, så er Wilbur i tvivl om dette nu rent faktisk også er tilfældet.
Wilbur tænker tilbage på sin barndom, hans skolegang forgik i en landsby skole. Han havde en klasselærer, som delte klassen op, mellem de artige og de "uartige", de uartige kom bagerst i klassen. Wilbur hørte til de "uartige", en dag satte hans klasselære ham til at vende stolen mod væggen, hvorefter læren tegnede en prik på væggen, som Wilbur skulle stirre ind i, der kom mange prikke på væggen gennem Wilburs skoletid. Wilbur blev af de andre elever tit holdt udenfor, de synes han var mærkelig, han var ikke på samme måde som dem. Når de andre børn drillede, kunne Wilbur godt finde på at slå dem, det var nemmere end at tale med dem syntes han.
Nu når Wilbur tænker over det, er der vidst aldrig nogen der har forstået ham. Wilbur tænker på hans forældre, hans far var den lokale købmand, det var med til at frede Wilbur lidt i det lokale samfundet, hans mor var psykolog. Hjemme har Wilbur aldrig manglede noget og dog, han fik altid de nyeste sko og det sejeste legetøj, han fik alt, undtaget samvær med forældrene. Meget af Wilburs opdragelse var foregået på institutioner som vuggestue, børnehave, fritidshjem og skoler, og fordi Wilbur havde u-diagnosticeret ADHD blev han set på med meget kritiske øjne, og blev opfattet som en irriterende møgunge.
Wilbur kigger op i himlen og tænker…
Ulven sagde: Hvad er der dog galt med dig min ven, hvorfor så trist?
Wilbur havde haft utallige dårlige oplevelser med lærer og pædagoger, og følte derfor nu at han ikke kunne klarer flere regler og kasser som han skulle puttes ind i, han følte at pædagoger og lærere stillede alt for høje krav til ham, og ikke forstod ham.
Wilbur fik sin diagnose som 17-årig, ADHD. Han skal nu til at sætte sig ind i, at havde en kronisk sygedom men samtidige var det en lettelse for Wilbur at få en diagnose, det var som at få den manglende brik til et puslespil. Wilbur sidder og kigge på Lone, han har en kronisk vrede i sig pga. evige misforståelser fra de voksnes side, samtidige er han ked af det, fordi der har været så mange konflikter. Han er træt af pædagoger som vil bestemme over ham, Wilbur synes han er gammel nok til selv at bestemme, mens tankerne og følelserne flyver gennem ham, siger Lone; " Wilbur, her tror vi på den unge, du skal selv have lov at tage del i beslutningerne og vi er her for at hjælpe dig, men kun hvis du selv vil? Og Wilbur der er andre som dig"
Wilbur ville gerne tro på Lone, og alt det de kan hjælpe ham med lyder dejligt. Han tager kuglepennen og skrive under, men nu er det altså også den sidste chance Wilbur vil give pædagoger!!!
Wilbur sagde: Føler mig så misforstået i denne verden, ikke nok plads til mig… føler mig kun set men ikke hørt.
Wilbur flytter ind på stedet. Den første tid er meget svær for ham, og han har svært ved at finde sin plads der. Da Wilbur kommer langvejs fra, kender han ingen i Randers, og synes derfor det er svært at falde til. I den første tid burer Wilbur sig inde på hans værelse, og selvom der er mange fremstrakte hænder, har han svært ved at tage imod dem. En dag møder han Bolette, som bor på stedet som en slags støtteperson for de unge. En slags rollemodel.
Ulven; Kære Wilbur, jeg forstår hvordan du har det..
men hør min ven, jeg kender et magisk sted i den store by, hvor der er plads til alle… hop op på min ryg og jeg vil prøve at guide dig mod lysningen.
Bolette fortæller at der er mange andre unge på stedet som har de samme problemer som Wilbur, og hun inddrager ham i fællesskabet på stedet. Wilbur begynder så småt at deltage i aktivisterne, og begynder at få dannet et godt netværk af venner som fortæller om en lignende barndom med alt for mange institutioner og for lidt forældre kontakt, for mange materielle goder og for lidt omsorg.
Det går op for Wilbur at det ikke er ham der noget galt med, men den måde verden ser ud på i dag[i]. Wilbur finder ud af, at pædagogerne på stedet faktisk vil ham det godt. De ser ham som en helhed, og ikke bare en ung med en diagnose.
Wilbur: ja, nu altid fået fortalt at du var stor og styg... men ak vil tro på dig, alle har vel en sjæl der skal forstås, ja selv dig.
Ulven: ja, lad os lede efter forståelsen med det hele...
Nu skal du høre min erfaring med mennesker. Det er vigtigt for alle mennesker, at dem omkring dig forstår og respektere dig for hvem du er... At De er villige til at Høre på Dig, og ikke kun ser dig... du er bedre end din lærer eller forældre fortalte dig.
Wilbur: Du har vel ret min ven, men synes bare ikke verden har plads til forskelligheder. Føler sgu at jeg er delt op… englen og djævlen kan ikke snakke sammen. Sgu frustreret kære ulv… mit nybygget slot bliver hele tiden angrebet... ked og træt, mangler bare accept og plads til mit univers.
Ulven: Min kære nye ven, du skal tro på dig selv... og du vil skabe viljen til at ville, og du vil skabe evnen til at kunne forstå og at blive forstået. Alle mennesker er unikke, intet er normalt. Det er ok at være anderledes, forskellighed skaber kun farver... men husk min ven, alting tager tid, mennesket er endnu ikke så gammel og forståelige.
I takt med at Wilbur får opfyldt sine behov for omsorg og opmærksomhed, falder han mere og mere på plads på stedet. Wilbur bliver rigtig tryg ved Lone, det er som om at Lone er en slags mor eller ældre søster, selvfølgelig skændes de, men det er anderledes, Lone lytter til ham og ikke kun skælder ud. Wilbur har det godt med at bo på kollektivet, han er glad og synes selv han er bedre til mange ting især det at få venner. Wilbur har fået lyst til viden, og han vil gerne lære mere, alt dette er kommet fordi nogen troede på ham, hans drøm er at hjælpe andre, men hvordan gør man lige det? Wilbur tænker over hvad han egentlig gerne ville med sit liv og snakker med en jobkonsulent, som Lone har sørget for at han har fået. Jobkonsulenten og Wilbur kommer frem til, at han skal starte på et grundforløb som pædagogisk assistent, for at se om det er noget for ham. Wilbur tænker det kunne hans vej til at hjælpe andre unge, men mon de vil forstå ham her? Ved opstart på skolen møder han en lærer som aldrig før. Hans lærer Peter viser sig at være en fantastisk lærer med stort overskud til den enkelte elev. Peters motto var; "Små Sikre Synlige Successer" og det var vigtigt for ham at alle eleverne havde det godt. Wilbur har aldrig før oplevet at glæde sig til at komme i skole, men nu hvor han har fået Peter som lærer ser han det som et fristed i stedet for et fængsel.
Wilbur: Men ahhh... hvordan, hvor, hvornår sker der noget, ak og ve
Ulven snakkede i et væk, og drengen lyttede med lange store øre... hvordan har din barndom været?
Wilbur: jamen haft nogle gode forældre, men bare ikke så tit vi var sammen, de havde altid travlt med deres job, så levet mest alene på en måde, skabt mine egne regler… kan huske jeg altid stod ved lågen i børnehaven og ventede på at blive hentet. Kunne høre klokken tikkede, de andre blev hentet, og følte mig mere og mere fængslet, sgu været i fængsel hele min barndom
Der er gået nogle måneder siden Wilbur flyttede ind, og han skal til en samtale med Lone om hvordan han har det på stedet. Wilbur har undret sig over hvorfor der ingen regler er på stedet; som f.eks. stå op kl. 7 eller at skal motionere hver 3. dag, eller NU skal alle gøre rent etc. Det var hans frygt, at der var for mange ting man skulle gøre, når de andre ønskede det og ikke når man selv ville. Han fortæller Lone om hans tideligere frygt. Lone svarer;” Vi tror på vores unge her på stedet, og at de formår at skabe et lykkeligt liv med de ressourcer som de har, og hvis der er for mange regler og pligter og for meget kontrol, vil der også være mange regelbrud og protester. Det er bevist at det meget straffede barn/ung vil miste sit livsmod og kan udvikle afvisende og måske aggressiv holdning til autoriteter, hvilket igen kan fører til flere straffeforanstaltninger.”[ii]
Ulven: I ethvert menneskes liv er der en frygtelig kamp, lad os bare kalde det en kamp mellem to ulve.
Den ene har: frygt, vrede, misundelse, grådighed, arrogance, selvmedlidenhed, nag og bedrag.
Den anden: Glæde, kærlighed, ydmyghed, tillid, gavmildhed, sandhed og medfølelse.
Wilbur spurgte den gamle ulv: jamen hvilken ulv vinder?" ulven kiggede ham dybt i øjnene og svarede: "Den, du fodrer min nye ven, den du foder![iii]"
Personale møde i dag, hvor Wilbur er på dagsorden;
Vi har arbejdet efter princippet "Små Sikre Synlige Successer", hvor vi har haft Wilbur i centrum, han har udviklet sig godt og har fået en tryg base, hvor han stille men sikkert udvikler sig. Han har før givet udtryk for, at han ikke bryder sig om pædagoger, men han ser os nu som støtte og ikke en lænke, så alt i alt, gør vi gode fremskridt med Wilbur, siger Lone.¨
Kasper siger;” det er alt sammen meget positivt, men Lone er du sikker på at vi ikke gør ham en bjørnetjeneste ved ikke at presse ham noget mere? Jeg tænker måske er Wilbur kommet til det punkt hvor han har brug for at vi, også tør at ligge pres på ham og at vi stiller flere krav til ham. Jeg er bekymret for at Wilbur bare begynder at drive med strømmen hvis ikke snart vi stiller nogle krav til ham, noget som måske får ham lidt væk fra hans trygheds zone. Husk nu på, samfundet vil også stille krav til ham, hvis han engang skal bo alene”.
Lone;” Det har du ret i Kasper, men Wilbur har været udsat for så mange nederlag, og han har brug for at få et fri rum, ja måske driver Wilbur lidt med strømmen lige nu, men det er efter min mening også det bedste for ham, jeg tror han er for skrøbelig lige nu, til at vi presser ham. Wilbur har fået sin diagnose for et år siden og er nået langt, lige nu virker det som om at Wilbur er det rette sted i forhold til at udvikle sig, jeg synes vi skal forsætte med at bakke ham op der hvor han er nu, og så tage det op til overvejelse på næste personale møde”
